Lørdag aften, midt under min hygge film, hørtes et enormt spektakel fra
Felix’s bur, og da jeg kiggede over, sad Binnie oven på ham – og han brokkede
sig højlydt. Altså, nu hvor jeg skriver det, så lyder det jo ganske grinagtigt,
men tanken om at Binnie skulle gøre skade på lille Felix var nok til at gøre
mig både forskrækket og gal. Jeg rejste mig omgående, rakte ud efter hende og
satte hende ind i sit bur. Så flyttede jeg buret ind i tilstødende lokale.
Time-Out til Binnie!!!
Dét i sig selv er måske så decideret menneskelig adfærd, at forvise ’den
uvorne’ til et tilstødende lokale og lade ham/hende falde lidt til ro. Det er
muligvis også tilfældet, at jeg har gjort mig selv en kæmpe mæssig
bjørnetjeneste ved at gøre så meget ud af så lidt. Faktum er, at jeg fik en
meget rolig og nusseglad Binnie ud af det, og da hun blev flyttet tilbage til
stuen og blev genforenet med Felix, var det lige før jeg hørte violiner og
kirkeklokker. Hun var så ivrig at hun fløj lige direkte hen til ham, begyndte
at kysse og nusse og pudse ham med hendes velkendte sans for extremer, og blev
vist nok lidt for meget for Felix. Han begyndte at skræppe op og bonke næbet
mod hendes – og så fløj han et andet sted hen.
Han har faktisk været påfaldende afmålt overfor hende i dag. Ja, de har
nusset og kysset og sovet middags søvn sammen, og han har da også danset rundt
om hende som en anden Fred Astaire, men han har altså også sagt fra, langt
oftere og meget mere højlydt end tidligere. Så, uanset hvordan denne Time-Out
bliver opfattet, så har den været gavnlig for alle parter.
