Tæmning af Binnie

Dette billede blev taget 4 dage efter jeg havde fået hende hjem. Binnie var ca. 7 uger, da jeg fik hende fra en lokal dyrehandel. Jeg havde et dejligt stort bur til hende og havde placeret det på spisebordet under lampen. Jeg lod buret stå i fred, uden at åbne lågen eller pille rundt inde i buret. Hun skulle have ro. Efter et par timer åbnede jeg forsigtigt lågen og lod mine fingerspidser hvile på kanten af åbningen. Hun baskede forvildet rundt og jeg begyndte at nynne for at berolige hende. Så trak jeg mig væk og lukkede lågen igen. Små skridt. Hver gang jeg gik forbi buret, stoppede jeg op og sagde hendes navn, og når jeg kom tilbage igen, gjorde jeg det samme. Et par timer efter gentog jeg proceduren med at sætte mig ved buret, åbne lågen og lægge hånden på kanten af den åbne låge. For hver gang jeg gjorde det, stak jeg mere og mere af hånden ind, viftede lidt med fingrene, rodede lidt med det legetøj, jeg havde placeret i hendes bur, og snakkede til hende. Da jeg sent samme aften gjorde klar til at gå til ro, havde jeg haft hånden helt inde i buret og havde nusset hende på mavsen uden problemer.

Dag 2 startede ikke med morgenmad – men med at sidde ved buret en 10-15 minutter, alt imens jeg talte til hende og stak hånden ind. Hun trak sig ikke væk og hun virkede ikke videre bange for min hånd på det tidspunkt. Jeg tog chancen og løftede pegefingeren op mod hendes mave og holdt den dér i nogle sekunder, for så at sænke fingeren igen. Jeg satte mig hele tiden nye mål for, hvad jeg ville opnå eller gøre, hver gang jeg satte mig, og jeg gjorde det med 1 times interval. Hver time handlede det om at gøre hende mere og mere tryg ved min finger, og jeg satte mig for at hun allerede i løbet af dag 2 skulle have mindst én fod på min finger. Jeg startede træningen klokken 9 om morgenen. Klokken 11 sad hun på min finger; og jeg mener ikke at hun kun havde EN fod på min finger. Næ nej, hun sad lige så fint på min finger, som om det var noget af det mest naturlige i verden.

Jeg var hele tiden klar over at hun når som helst kunne se sig gal på min finger og give mig et huk, og jeg havde allerede besluttet, at jeg ikke ville lade mig slå ud, hvis det skete. Det skete IKKE. Igennem dag 2 trænede jeg gentagelser eftersom målet for dagen allerede var nået. Min hånd kom hurtigere og hurtigere ind i buret, og fingeren blev hurtigere og hurtigere løftet op til hendes mave. Da vi nåede til aftensmaden, forudså hun hvad jeg ville, og havde allerede løftet den ene fod da min finger nærmede sig. I starten sprang hun tilbage på pinden, hvis nogen gik forbi udenfor eller hvis en bil bremsede op eller der bare var en mærkelig, underlig lyd. Men da dag 2’s træning skulle afrundes, gad hun ikke en gang hoppe tilbage på hendes yndlings pind igen.

Dag 3’s mål: Træne dét at blive ført ud og ind af buret på min finger! Det var et mål jeg selv havde stillet op; ikke noget, jeg havde læst mig til noget sted, og skal jeg være helt ærlig, så troede jeg ærligt talt ikke, at det ville lykkes. Jeg troede godt på, at det ville lykkes mig at bære hende ud af buret på min finger, men jeg var sten sikker på at, i det øjeblik hun kunne regne ud, at hun var fri af buret, så ville hun flyve væk. Men næ nej. Træningen startede klokken 9. Det var ikke noget problem at få hende på fingeren, men hun var ikke tryg ved den åbne låge, selvom jeg havde ansigtet lige udenfor. Gentagelsen lå lige for. Op på fingeren med hende og så trak jeg hånden langsomt igennem lågen – eller rettere, trænede på det. Anden og tredje gang var hun næsten helt ude af buret, men drejede sig rundt og fløj tilbage på pinden. Fjerde gang var hun NÆSTEN helt udenfor, men når det kom til at få halespidsen igennem også, blev hun nervøs og fløj ind i buret igen. Femte gang lykkedes det!!! Så snart halespidsen var fri af kanten, beholdt jeg hånden i samme højde og roste hende til skyerne, mens jeg lod hånden glide ind i buret igen, og lod hende hoppe op på pinden. Klokken var 13:00. Så var der dømt pause. Jeg spiste min frokost og hun røg lige direkte I fodertruget, bagefter tog hun sig en lille, velfotjent lur.

Klokken 15:00 genoptog jeg træningen ved at gentage, hvad vi allerede havde gjort. Denne gang fulgte hun med helt ud af buret, uden at fortryde på halv vejen. Denne gang hævede jeg hånden lidt så hun var i samme højde som mit ansigt, og da hun pludselig begyndte at nusse min næse, blev jeg helt paf. Jeg talte hele tiden til hende, lavede kysse lyde og elskede hendes kærlige nusseri. Så sænkede jeg hånden, førte hende igennem åbningen og satte hende på pinden. Jeg sad lidt og kiggede på hende, så gentog jeg proceduren. En hel time trænede jeg samme øvelse, og hver gang jeg hævede hende op til min næse, blev jeg nusset. Inden jeg satte hende tilbage for sidste gang den dag, havde jeg hende foran mig og hun nussede som sædvanligt min næse. Så tog jeg chancen, lavede trutmund og nærmede mig for at kysse hende. Men hun kom først. Hun kiggede på min mund, strakte sig og begyndte at nusse min overlæbe lige så forsigtigt. Da hun holdt op, kyssede jeg hendes næb en 10-15 gange, fortalte hende at hun var en dygtig og kærlig pige – og satte hende tilbage i buret. Mission Accomplished !!!

Dag 4’s mål: Første flyvetur. Dagen startede som de andre. Det første møde mellem Binnie og mig var stille og roligt, meget kærligt og forsigtigt. Hun blev ført ud af buret, siddende på min finger, op til min næse og mund, hvor jeg fik dagens først nusse tur. Så satte jeg hende tilbage i buret og skubbede lågen til, dog uden at lukke den helt. Så spiste jeg morgenmad. Der var sådan set ikke ret meget træning den dag. Det var ud af buret og flyv! Jeg havde allerede været min lejlighed igennem for ”elementer”, der måtte være skadende for en lille, vildfaren fugl der var ude og flyve for første gang. Jeg vidste, hvad jeg ville gøre, hvis hun søgte op et sted, hvor jeg ikke kunne nå, og jeg havde ikke i sinde at jagte hende fra A til B. Hun skulle have lov til at gå på opdagelse! Klokken 10 skete det så. Jeg bar hende ud af buret, løftede hende op til mit ansigt, kyssede hende på næbet og sagde: ”Så, nu er det flyvetid!” Jeg kunne mærke på hendes klør at hun var ved at lette grebet, og da hun endelig slap, var jeg nok mere nervøs end hun var. Hun fløj rundt, fløj ind i mine gardiner og hægtede sig fast. Jeg rakte hånden op, og hun trådte villigt ned på min finger. Så lettede hun igen. Denne gang ramlede hun ind i et billede og gled ned bag ved en lampe. Jeg kaldte og hun svarede med et ynkeligt lille pip. Jeg fiskede hende frem fra det sted, hun var landet, kyssede hende på næbet og så lettede hun igen. Denne gang fløj hun helt ud i entreen, og jeg hørte hendes skræppen da hun ramlede ind i min jakke og ramlede på gulvet. Jeg rakte hånden ned og hun satte sig op; forpjusket, fortumlet og træt. Så gik jeg tilbage til buret, skød lågen til side og satte hende ind. Selvom jeg flere gange i løbet af dag 4 havde hende ude af buret, kunne jeg godt mærke at hun IKKE var vild med ”flyve tilladelsen” og hellere bare ville jage sine klør i min pegefinger resten af dagen. Nuvel. Jeg mødte hende på halv vejen; jeg sagde til hende at hvis hun lettede EN gang til, så kunne hun gøre turen kort og nusse hos mig resten af dagen. Bingo. Den var hun åbentart med på. Hun lettede fra min hand, tog en lille runde i stuen og ramlede lige direkte ind i mig, hægtede sig fast i min bluse og virkede lettet, da jeg lukkede hånden omkring hende. Da hun havde sundet sig lidt, åbnede jeg hånden og hun kravlede op på min finger. Mission Accomplished!!

Siden har det handlet om gentagelser på gentagelser på gentagelser. Hver øvelse har fremmed tilliden mellem hende og mig, og selvom hun er en bestemt, og til tider gnaven og uvillig lille Dame, så kan hun være lige så kærlig og omsorgsfuld og nusse glad som hun kan være skrap og afvisende. Hun har altid været afvisende overfor dét at sidde på min skulder, og de få gange det er sket, har det været ved at uheld, og hun er hurtigt fløjet videre til dét sted, hvor hun oprindeligt havde tænkt sig at lande.

Når hun fælder, skal jeg bare lade hende være i fred. Ikke noget med at stikke hånden ind til hende eller forsøge at tage hende ud, og det har jeg lært at respektere. De få gange hun for alvor har sat næbet i min finger har det været, fordi jeg ikke respekterede hendes ønske om at være i fred. Hun laver en bestemt lyd når hun vil være i fred, og den lyd retter jeg mig efter. Som tak får jeg kys og nusse ture, og hvis jeg da ellers kan holde hånden i ro så længe, sætter hun sig hellere end gerne til at sove på min finger med hovedet mod min næse eller kind.