Tæmning af Felix

Dette billede fik jeg fra opdrætteren cirka en time før han blev bragt hjem til mig. Min lille Felix. 

Efter at have kommunikeret med en lokal opdrætter, og efter at have fået en utrolig smuk undulat fra ham, som viste sig at være en pige og derfor blev leveret tilbage, fik jeg en dag et billede via e-mail hvor der stod: ”Er vi ikke enige om at dette er en lille rainbow dreng?” Mit svar til det var: ”Jo, og han er MIN”. Samme dag, klokken ca 14:30, bankede det på døren og i løbet af ”no time” var jeg en lille, fin, lavendel farvet undulat dreng rigere. Opdrætteren greb ind i buret, tog den smukke opaline himmelblå undulat pige fra mit bur og satte det over i hans transport bur, hvorefter han kørte.

Binnie’s bur var midlertidigt sat ind i soveværelset så den lille ny kunne falde til ro i nærheden af mig uden at blive forvirret af Binnie’s kalden og skræppen. Jeg havde lovet mig selv at jeg ville træne ham anderledes end Binnie; ikke fordi jeg havde trænet hende forkert, men fordi jeg havde lyst til at afprøve en anden teknik.Jeg satte buret op på et rullebord og tog ham med mig, hvor jeg gik hen. Gik jeg i køkkenet, kom han med mig. Gik jeg på toilettet, kom han med mig. Bevægede jeg mig rundt i stuen, tog jeg ham med mig. Og når jeg satte mig og så fjernsyn, rullede jeg bordet hen ved siden af mig, så tæt som det kunne lade sig gøre. De første 3-4 dage havde han ikke noget navn, sådan helt officielt, så jeg kaldte ham bare ”smukke dreng”.

Første gang jeg åbnede lågen til buret, hvilket nok var omkring spisetid den første dag, var han helt panisk og kastede sig rundt i buret, landede på bunden og gemte sig under avispapiret. Jeg kunne se at hans slagfjer på den ene vinge var lidt medtaget efter indfangning, og jeg vidste at det ville volde problemer, med mindre jeg tog mig af det. Jeg trak mig lidt væk fra buret, og han tittede frem fra avispapiret, klatrede op ad buret og satte sig på en pind. Så stak jeg forsigtigt hånden ind igen med samme resultat. Så besluttede jeg at lade ham få lidt fred og ro, og lukkede buret. Med jævne mellemrum gik jeg ind til Binnie og tilbragte noget tid sammen med hende så hun ikke følte sig helt udenfor.

Dag 2 startede stille og roligt. Jeg satte mig og snakkede til min rainbow dreng, bevægede hænderne rundt om buret så han kunne fornemme at der skete nogen omkring ham, og da han ikke baskede rundt som en tosset, tog jeg det som et tegn på at han var faldet lidt mere til ro. Efter morgenmaden startede træningen. Han virkede overraskende rolig og kiggede nysgerrigt på min hånd, da jeg lod den hvile på indgangen. Han rørte sig ikke ud af stedet. Jeg førte hånden længere ind. Ingen reaktion. Jeg førte hånden helt hen foran ham, og han kiggede på den, men forsøgte ikke at komme væk. Meget overraskende adfærd for en voliere fugl, tænkte jeg. Jeg strakte pegefingeren ud foran ham og nussede ham på maven, og endelig kom der en reaktion – dog ikke den reaktion, jeg havde forventet. Han brugte min hånd som spring bræt mellem 2 siddepinde!!! Det var næsten som om han havde siddet der 2000 gange før. Han hoppede rundt fra pind til pind, via min hånd, og virkede helt tryg ved situationen. Jeg blev siddende med hånden inde i buret, og han blev ved med at hoppe gladelig frem og tilbage og hen over min hånd. Jeg ved ikke om han var helt klar over hvad han gjorde, da han satte sig for at det var tid til en pause – men han stoppede i hvert fald på min hånd. Jeg troede ikke mine øjne. Han var så lille og fin og vejede næsten ingenting sammenlignet med min nu 1-årige Binnie, og jeg kunne slet ikke tage øjnene fra ham. Jeg førte hånden hen til en pind og sagde ”hop” og så hoppede han. Så tog jeg hånden til mig.

Ret hurtigt begyndte han at lave små hyggelige kvidre lyde, og det hørte Binnie, så hun kaldte tilbage. Pludselig blev det besværligt at få hans fulde opmærksomhed. Midt i træningen kunne Binnie begynde at kalde fra soveværelset, og så var han mere optaget af at svare, end af mig, så jeg tænkte – Okay, det måtte jo komme! Jeg bar Binnie’s bur tilbage på den vandte plads i stuen og placerede Felix’s bur på et gammelt stereoanlægs møbel ved siden af. Så blev der ellers kaldt og svaret, kvidret og kvidret tilbage. Det eneste jeg kunne gøre, var at lukke Binnie ud og se, om hun kunne blive fristet til at komme hen på hans bur. Der sad i forvejen en pind på den ene side af buret, så hun havde noget at sidde på, og ganske rigtigt. Der gik kun et par minutter, så dristede hun sig over på Felix’s bur og ned ad den ene side til siddepinden. På det tidspunkt begyndte jeg at stille spørgsmålstegn ved hele trænings konceptet. Jeg tænkte at, eftersom de to nu havde fattet interesse for hinanden, så kunne jeg nok godt droppe ideen om at gøre ham tam. Men nej. For det første lader jeg mig ikke ret nemt slå helt ud, og for det andet fik jeg et virkeligt opløftende tip fra et medlem af et undulat forum der sagde, at man sagtens kan tæmme mere end én undulat selvom de er sammen. Så jeg gav ikke op.

Når Binnie nussede og kælede med ham udefra, havde jeg hånden inde i buret. Det tvang ham til at være opmærksom på både hende og min hånd. Jo mere de nussede, jo tættere kom min hånd på ham. Selvom han ind imellem forsøgte at undvige, kom han altid tilbage, for Binnie sad jo og kaldte på ham. Så, i løbet af dag 2 havde jeg hånden helt henne ved ham, og når Binnie nussede ham på hovedet, nussede jeg ham på ryggen med en forsigtig, blid finger. Lidt efter lidt lærte han at det var sikkert og trygt, og holdt op med at undvige. Inden jeg gik i seng den aften havde jeg haft hans ene fod på min finger, og det var mere end jeg havde turdet håbe på.

Dag 3 startede med 2 kvidrende undulater klokken 7 om morgenen, så jeg lukkede Binnie ud. Der gik ikke mange minutter førend hun sad på pinden på siden af Felix’s bur. Efter at have spist morgenmad, begyndte jeg med træningen igen – og Binnie hjalp mig. Hun nussede ham gennem tremmerne, og jeg berørte ham med hånden inde i buret. Selvom jeg forsøgte at gå langsomt frem, viste det sig at Felix var i hopla til at lære en masse nye ting i løbet af ingen tid. Inden vi nåede tidlig eftermiddag havde han villigt godkendt at sidde på min finger; ikke bare med én fod, men med begge, og selvom Binnie sad og kaldte på pinden, hoppede han ikke af min finger. Jeg førte hånden væk fra Binnie, og Felix blev siddende. Så satte jeg ham ned på en pind og forsøgte at få ham til at træde op igen – og det gjorde han. Da jeg kiggede hen på Binnie havde hun trukket den ene fod op under sig og tog sig en lur. Så jeg trænede videre med Felix.

Nu var han så blevet tryg ved min hånd og ville gerne sidde på finger. Det var gode tegn. Jeg var hele tiden opmærksom på, at hans ene vinge stadigvæk var lidt medtaget, og at jeg skulle tage hånd om slagfjerene. Efter hans første flyvetur, som var hjerteskærende for mig at se på, fordi han fløj skævt og ikke landede dér, hvor han havde planlagt at lande, så lukkede jeg min hånd omkring ham, efter at have samlet ham op fra én af hans mange bratte landinger, og besluttede at klippe slagfjerene på den anden vinge, så han ikke fløj skævt længere. Da det hele var overstået, sad jeg lidt med ham i hånden, nussede ham på hovedet og talte stille og roligt til ham. Så åbnede jeg hånden så han kunne flyve væk, hvis han ville. Efter et kort tur rundt i stuen, gjorde han klar til landing – og landede lige foran Binnie. De satte sig til at nusse og kysse og jeg var ellevild! Jeg lagde 2 hirsekolber på toppen af Felix’s bur som nu var blevet udset som favorit stedet at sidde, og kunne slappe helt af. Første rigtige møde mellem de 2 var stor success.

Hver dag siden har jeg åbnet begge bure så de kunne komme ud og være sammen. Felix bar jeg ud på en finger og Binnie kom ud af sig selv når jeg åbnede toppen af buret. Hver gang jeg har rejst mig, er jeg gået hen til burene og har først taget Binnie på fingeren og så Felix. For at undgå jalousi har jeg også haft dem begge to på fingeren, samtidigt, og selvom Felix har været mere ivrig efter at sidde ved siden af Binnie og være, hvor hun er, så er han blevet meget håndtam i løbet af meget kort tid.

Nu er de så flyttet sammen i samme bur, og vil sige – det er næsten, som om de er blevet MERE trygge ved min hånd og finger nu, og det gælder dem begge to. Felix er en meget aktiv, ivrig, nysgerrig undulat, som helt klart holder meget af Binnie og elsker at nusse hende ….men han er også begyndt at nusse mig, når han sidder på fingeren og jeg kysser ham. Han er så småt begyndt at nusse mig tilbage; min næse, hage og kinder – måske fordi han har set Binnie gøre det. Hvem ved.