Min smukke pige, gulvinget lysegrøn, som jeg købte fra en lokal dyreforretning i 2010, mere præcist i slutningen af juli, hvor hun var 1½-2 måneder gammel. Jeg havde bedt om en han, men da hun kom hjem var det klart for mig – især efter at have forelagt et billede til et undulatforum, som jeg er medlem af, at jeg altså havde fået en smuk hun. Jeg overvejede et kort øjeblik at levere hende tilbage, men efter 3 dage under mit tag, hvor jeg havde trænet hende næsten på klokkeslæt til at sidde på min finger, forelskede jeg mig i min lille pige.
Buret var stort og rummeligt, og lidt efter lidt fik jeg indrettet det på en sådan måde, at hun da helt indlysende måtte elske det. Siddepinde af forskellige typer, forskelligt legetøj og små klokker. Men Binnie va ligeglad og rørte det aldrig. Dérimod elskede hun fra starten et bestemt stykke legetøj, som jeg selv havde sat sammen af 3 andre stykker legetøj, og hun yndede at sidde på top pinden og bonke næbet mod én af trækuglerne. Men alt det andet var hun bedøvende ligeglad med. Gyngen kiggede hun var på og kravlede eller fløj uden om. Efter et stykke tid besluttede jeg at fjerne alle de ting, som hun så tydeligt var ligeglad med, og lod det hænge, som hun brød sig om.
Al den virak omkring hendes bur, og de konstante møder med min hånd, gjorde, at hun lidt efter lidt hoppede op på den, også selvom jeg ikke gjorde antræk til at ville have hende på fingeren. Når jeg fyldte hende foderskål hoppede hun op på håndryggen af min ene hånd og holdt øje med at jeg nu også gav hende det helt rigtige – og nok. Hvis jeg kun fyldte skålen halvt, brokkede hun sig, og jeg grinte hver gang ad hende. Hun blev mere og mere forudsigelig, og hendes personlighed trådte mere og mere frem, hvilket jeg godt kunne lide.
Den første gang hun satte sig til at putte og sove på min finger, står stadigvæk som et fantastisk øjeblik for mig. Hun har aldrig været en ”skulder fugl”, måske fordi jeg ikke trænede dét hårdt nok, så når hun sad hos mig og puttede, så var det bare sådan. Når hun så oven i købet gemte hovedet i en vinge, så vidste jeg at nu kunne hun umuligt føle sig mere tryg. Hvis hun så ind imellem vågnede ved en lyd, eller hvis jeg flyttede på mig, så kunne hun finde på at strække sig frem mod mig, som om hun ville kysses, og ”nem” som jeg jo er overfor mine undulater, så kyssede jeg hende gentagne gange – og så sov hun videre. For at det ikke skal være helt løgn, så har hun præsteret at læne sig op ad min næsetip eller mine læber, og sove. Dét kan jeg stadigvæk ikke stå for!
Hun kan den dag i dag stadigvæk godt finde på at ”snerre” og nappe lidt bestemt i min finger, hvis jeg vil noget som hun ikke vil – men hun har aldrig været andet end kærlig når det gjaldt mit ansigt. Hun elsker at sidde og nusse, og når der er fred og ro, og jeg kan sidde stille længe nok, så nyder hun at gå mit ansigt igennem, næsten minutiøst, milimeter for milimeter, og giver mig den store nussetur. Mine øjenbryn har aldrig været så veltrimmet, som efter hun kom ind i mit liv.
Hun er en forsigtig pige; alt nyt skræmmer hende. Det tog mig ufatteligt lang tid at få hende til at sidde på kanten af min bærbare computer, og hver gang den sagde ’beep’, fór hun sammen og var kun tryg når jeg talte til hende. Jeg kan stadigvæk godt finde på at sætte hende på skuldren – eller forsøge på det, med dét resultat, at hun klatrer tilbage og hen langs min arm. Som sagt så har jeg ikke trænet dette stædigt nok. Måske havde jeg haft mere held med det, hvis jeg havde presset lidt på – men ét eller andet sted synes jeg det er helt i orden, at der er noget, hun bare ikke vil eller ikke bryder sig om.
Hun kan være en forsigtig, reserveret, humørsyg, bestemt lille Dame – med stort D, men jeg elsker hende, og hun er min lille smuksak. Takket være hendes selskab, og hendes skøre opførsel fra tid til anden, har jeg kunnet grine mig igennem nogle svære tidspunkter!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar