Det er de små ting, som jeg kan blive allermest fascineret af. Felixs små forsigtige pip og hans liflige kvidren, og hans kalden, når jeg forlader stuen. Det er måden, hvorpå han sidder på toppen af buret og får sig en lur efter en lang flyvetur. Eller dét, at han får lov til at pudse Binnies nakkefjer og nusse hende på hovedet.
Det er den måde, hvorpå han drejer hovedet, når han sidder på min finger og jeg nærmer mig for at kysse hans mave. Hver lille tilnærmelse bliver modtaget, godtaget og accepteret, i tilfælde af at det skulle ske igen.
Mine to smukke fugle har hver deres bur at sidde på og klatre rundt på - men sjovt nok vælger de at sidde tæt på en lille pind, som oprindeligt var den pind Binnie sad på, når hun lærte Felix at kende. Dér sidder de nu, side og side, og slutter dagen. I en sen aftentime klatrer Binnie ned på den lille pind på siden af Felixs bur, og lidt efter følger han trop. De gør lidt plads til hinanden, kvidrer lidt i fjerene på hinanden - og så skal der soves.
Det er måden hvorpå Felix så gladeligt sætter sig på min finger til trods for at Binnie sidder og kalder på ham. Jeg kan ikke en gang nusse ham på maven længere - så snart han ser min finger, løfter han den ene fod og er klar til at træde op. Han er utroligt lærenem. Allerede efter 14 dage er han helt tryg ved min hånd. Jeg kan bære ham ud af buret på en finger om morgenen, og sætte ham ind i buret på en finger ved nattetide. I starten sprang han af idét han nærmede sig lågen, men nu ved han at det er okay og ikke tegn på straf at komme ud og ind af buret. Rent faktisk virker han lidt overrasket, hvis jeg sætter ham fra mig inden jeg har kysset ham. Allerede forkælet i så ung en alder :)
