Ja, så har Mor Berit købt nyt digitalt
kamera. Jeg har altid ønsket at eje ét, og nu havde jeg endelig råd. Siden da
har jeg fyret det ene billede af efter det andet, og jeg må sige – GODT KØB!!! Naturligvis var jeg sådan lidt spændt på,
hvordan mine 2 skattebasser ville tage imod mig, når jeg nu kom tæt på med
sådan en ny dims, og de første forsøg gik da også i vasken. Mest, fordi Binnie
blev forskrækket, og når hun flyver væk, så følger Felix efter. Men så indgår
det jo bare i en form for træning i samme stil som dét, at gøre dem fortrolige
med min hånd, og nu er de mere eller mindre ligeglade. Felix er helt klart den
største linselus af de to – men side om side er de bare SÅ utroligt smukke,
hver på sin måde.
Hér har de sat sig klods op ad hinanden, hvilket de altid gør når det er sovetid om aftenen. Det er samme, korte pind som Binnie oprindeligt sad på, da de to først blev præsenteret for hinanden. Så nussede de hinanden igennem tremmerne og snakkede sammen, ofte meget højlydt, hvilket jeg holder utroligt meget af at lytte til. Det sjove er, at det efterhånden er gået hen og blevet et spørgsmål om, hvem der kommer først på pinden. Nogle gange, når jeg selv pusler rundt i køkkenet, kan jeg høre en ivrigt trippen hen over toppen af buret, og det er altid tegn på at de har slåsset om at komme først :-)
Jeg kan også tydeligt mærke, hvor blid i sine kærtegn Binnie er blevet. Ikke sådan at forstå, at hun var brutal før Felix flyttede ind, men når Binnie sidder på min finger og minutiøst gennemgår mit ansigt og især mine øjenbryn, så føles det næsten, som om hun taget ét enkelt hårstrå ad gangen. Hun er blevet meget mere sirlig og kærlig, hun læner sig nogle gange ind mod min næsetip og kvidrer lige så forsigtigt, hvilket hun ikke gjorde før i tiden. Altså, før Felix flyttede ind.
