1.0 - Felix

Hér er min smukke dreng, Felix – en smuk lille Rainbow dreng. Han flyttede ind den 28. august i år, 2011 og var på det tidspunkt kun en lille unge.

Jeg havde i rigtigt lang tid ledt efter en lokal opdrætter af undulater fordi jeg havde bildt mig ind, at private opdrættere er bedre til at tyde kønnet end de var nede i dyreforretningen. Jeg fandt en hjemmeside som fortalte om en opdrætter, som havde mange forskellige typer og varieteter, inklusive Rainbows. Indrømmet – jeg var ude efter en himmelblå spangle, men den han havde, var en hun. Da han senere sendte mig et billede af en bette Rainbow dreng, faldt jeg pladask. Han lagde vejen forbi en søndag eftermiddag, og satte den lille dreng direkte ind i det bur, som jeg havde rodet med et par dage for at indrette. Så snart Kim var gået, faldt der ro over det lille hjem, og jeg satte mig til at snakke til den lille ny, som endnu ikke havde noget navn. Binnie havde jeg sat ind i et tilstødende rum.

Jeg vidste at Rainbow undulater var og er utroligt smukke, men da jeg pludselig selv ejede en Rainbow og sad og kiggede på ham, faldt jeg fuldstændigt i staver. På afstand virkede han bare hvid og lyseblå, men ved nærmere bekendtskab skinnede hans maske gult og hans kropsfarve skinnede lilla, sådan en smuk lavendel farve, som jeg holder utroligt meget af. Han var så fin og sirlig og smuk at jeg næsten helt mistede pusten. Til at starte med hoppede han lidt rundt, fra pind til pind, kiggede ud i badehuset for at se, hvad det nu var for noget, og hurtigt fandt han ud af at dét dér våde noget var ret hyggeligt. Der gik da heller ikke mange øjeblikke, førend jeg havde hånden inde hos ham første gang. Han var bestemt ikke stolt ved situationen, men jeg blev ved. Jeg jagtede ham ikke, tværtimod. Min hånd legede lidt med en klokke, lagde sig derefter til hvile på en siddepind, og alt imens han holdt varsomt øje med hver en bevægelse jeg lavede, begyndte jeg at vippe med fingrene. Små skridt giver nogle gange de største resultater.

Næste dag var mere af det samme. Han skulle lære mig at kende og jeg ham. Han var helt stille de første par dage, hvilket ikke er usædvanligt. Dag 3 eller 4 kom de første forsigtige pip – og så blev der pippet tilbage fra det tilstødende værelse – Binnie. Når jeg satte mig ind til hende og havde hende på hånden, var det tydeligt at mærke på hende, at hun hellere ville være dér inde hvorfor den dér lille pippende lyd kom. Så jeg flyttede hendes bur tilbage til stuen. Og SÅ blev der pippet igennem. Denne forsigtige introduktion medførte dog en uheldig men ikke usædvanlig adfærd hos den lille ny. Han forsøgte ivrigt at ”grave sig ud”, hvilket jo naturligvis er umuligt eftersom buret er af plastik og metal – men det var tydeligt at han ville ud. Jeg har læst på MANGE hjemmesider omhandlende opdræt og lignende, at dette er meget almindelig adfærd og at det vil holde op i løbet af et par dage. Så jeg var fortrøstningsfuld og håbede, at dette også var tilfældet med ham. Det kom til at holde stik. Siden han var udenfor buret første gang og for alvor kom i nærkontakt med Binnie, har han ikke ”gravet”.

Felix virker ikke synderligt bange for ret meget. Den første flyvetur skræmte ham lidt, men det tror sig da pokker. For hver dag der går, bliver han mere og mere modig og kvidrende, og han er også begyndt at bonke tilbage, når Binnie bliver lidt for skrap. I starten opførte han sig mest som en dreng, der ikke tør forlade sin mors skørter, men langsomt kan jeg se at der ligger andet og ulmer under overfladen. Jeg er ikke længere et sekundt i tvivl om, hvad Binnie gerne vil, men han er jo alt for ung til overhovedet at vide hvad ”sådan noget” betyder :) Han søger hende når han har lyst, og sidder for sig selv når han har mere lyst til det. Han er endnu ikke begyndt at hoppe op på min finger, sådan som Binnie gør, men når jeg rækker min finger frem til ham, har han hævet foden før min finger når helt derhen. Havde det ikke været for Binnies konstante kalden på ham, så var han nok blevet på finger lidt længere ad gangen, men når hun kalder, så adlyder han øjeblikkeligt *lol* Det er det samme, når han sidder på min skulder. Hvis hun lod være med at kalde, var han blevet siddende noget længere. Han kan helt klart godt lide at sidde på skulderen for han springer op, når hånden føres derhen. Men jeg tænker – sådan noget kan jo trænes :)