Egen kanal på YouTube

Jeg har længe gået og tænkt på at oprette en kanal på YouTube, men kunne ikke rigtigt beslutte mig for, hvad kanalen skulle omhandle. Jeg tænkte, at den skulle have et tema. En overgang tænkte jeg at det kunne være sjovt med en "kunst_happening"; lidt i stil med at male et billede og så tage billeder undervejs i processen, så beskueren kunne følge HELE processen fra start til slut. Men jeg har ikke rigtigt haft gang i malerpenslen i meget lang tid, så derfor blev den tanke ikke til noget.

Men nu, hvor jeg så har disse to skøre banditter i mit liv, er der jo masser af liv at følge, og eftersom jeg lige har købt nyt digitalt kamera, har jeg været kreativ og aktiv ved optage knappen. Jeg er INGEN måde Steven Spielberg, og jeg vil så afgjort ikke lade som om jeg bare er "for fed" til dét der med fokus og motiv komposition - men jeg hygger mig gevaldigt!!!

Du er mere end velkommen til at lægge vejen forbi på:

beritsundulater på YouTube

Dejligt at se dem sammen :-)

Nogle gange er man bare heldig og fanger et øjeblik, som er skabt for enten billede eller film. Eftersom jeg lige har købt splinter nyt digitalt kamera, har jeg jo naturligvis leget lidt med det, og idag fangede jeg dette - som bare MÅ deles :-)

Ny Dims

Ja, så har Mor Berit købt nyt digitalt kamera. Jeg har altid ønsket at eje ét, og nu havde jeg endelig råd. Siden da har jeg fyret det ene billede af efter det andet, og jeg må sige – GODT KØB!!! Naturligvis var jeg sådan lidt spændt på, hvordan mine 2 skattebasser ville tage imod mig, når jeg nu kom tæt på med sådan en ny dims, og de første forsøg gik da også i vasken. Mest, fordi Binnie blev forskrækket, og når hun flyver væk, så følger Felix efter. Men så indgår det jo bare i en form for træning i samme stil som dét, at gøre dem fortrolige med min hånd, og nu er de mere eller mindre ligeglade. Felix er helt klart den største linselus af de to – men side om side er de bare SÅ utroligt smukke, hver på sin måde.

Hér har de sat sig klods op ad hinanden, hvilket de altid gør når det er sovetid om aftenen. Det er samme, korte pind som Binnie oprindeligt sad på, da de to først blev præsenteret for hinanden. Så nussede de hinanden igennem tremmerne og snakkede sammen, ofte meget højlydt, hvilket jeg holder utroligt meget af at lytte til. Det sjove er, at det efterhånden er gået hen og blevet et spørgsmål om, hvem der kommer først på pinden. Nogle gange, når jeg selv pusler rundt i køkkenet, kan jeg høre en ivrigt trippen hen over toppen af buret, og det er altid tegn på at de har slåsset om at komme først :-)

Jeg kan også tydeligt mærke, hvor blid i sine kærtegn Binnie er blevet. Ikke sådan at forstå, at hun var brutal før Felix flyttede ind, men når Binnie sidder på min finger og minutiøst gennemgår mit ansigt og især mine øjenbryn, så føles det næsten, som om hun taget ét enkelt hårstrå ad gangen. Hun er blevet meget mere sirlig og kærlig, hun læner sig nogle gange ind mod min næsetip og kvidrer lige så forsigtigt, hvilket hun ikke gjorde før i tiden. Altså, før Felix flyttede ind.

Jeg elsker mine to smuksakker :)

Magiske øjeblikke

Jeg ved ikke, om os undulat ejere - sådan helt generelt - er ”slemme” til at menneskeliggøre vores undulater så vi bedre kan forstå dem, men jeg ved, at jeg gør det med mine. Jeg fortæller mig selv at jeg ved, hvad de føler og tænker, og bilder mig ind at jeg altid forstår deres signaler, og så handler jeg dérefter. Og så kan det jo godt vise sig, at være helt forkert, og jeg får det stik modsatte resultat, end jeg havde forestillet mig.

De sidste par dage har Binnie snerret ad mig, når jeg har rakt ud efter enten hende eller Felix. Nu ved jeg så ikke om dét at ”snerre” er noget, som undulater gør, men jeg får en lille vred brummelyd at høre, når min hånd nærmer sig, og så er det jeg bilder mig ind at jeg ved, hvad hun vil – eller ikke ved. Så jeg er begyndt at tage dem begge to på samme finger på samme tid, i stedet for at gøre det med én ad gangen. I går bemærkede jeg at noget mad blev udveklset mellem dem, idét de sad på min finger, og jeg blev helt varm om hjertet. De skændtes ikke, de snerrede ikke ad hinanden, og Binnie snerrede især ikke ad mig. For hver gang jeg gjorde det, løftede jeg dem tættere og tættere til mit ansigt, og inden dagen sluttede havde jeg mit ansigt ind imellem dem – og blev nusset af dem begge to. Binnie nussede mit ene øjenbryn og Felix nussede min kind. Så kyssede jeg dem hver især på næbet og satte dem tilbage på pinden. Det viste sig, at Binnie slet ikke ville af igen, og selvom jeg var overbevist om, at hun ville hoppe af i det øjeblik Felix gjorde det, så overraskede hun mig ved at blive siddende.

Vi fik os én af vores velkendte nusseture, hvor hun nærmest minutiøst gennemgår mit ansigt, millimeter for millimeter, og vi afsluttede med en serie kys. Så skuttede hun sig, pustede sig op og rystede sig, løftede den ene fod og trak den op under fjerene, hvorpå hun satte sig til at sove – på fingeren!!!! Inden hun lukkede øjnene, checkede hun for at sikre sig at min næsetip var lige foran hende, og så lænede hun sig op ad den og var ’væk’. Disse næsten magiske øjeblikke har Binnie og jeg efterhånden haft sammen mange gange, og nu, hvor Felix er flyttet ind, håber jeg at han vil bidrage til flere magiske øjeblikke!

De små ting

Det er de små ting, som jeg kan blive allermest fascineret af. Felixs små forsigtige pip og hans liflige kvidren, og hans kalden, når jeg forlader stuen. Det er måden, hvorpå han sidder på toppen af buret og får sig en lur efter en lang flyvetur. Eller dét, at han får lov til at pudse Binnies nakkefjer og nusse hende på hovedet. 

Det er den måde, hvorpå han drejer hovedet, når han sidder på min finger og jeg nærmer mig for at kysse hans mave. Hver lille tilnærmelse bliver modtaget, godtaget og accepteret, i tilfælde af at det skulle ske igen. 

Mine to smukke fugle har hver deres bur at sidde på og klatre rundt på - men sjovt nok vælger de at sidde tæt på en lille pind, som oprindeligt var den pind Binnie sad på, når hun lærte Felix at kende. Dér sidder de nu, side og side, og slutter dagen. I en sen aftentime klatrer Binnie ned på den lille pind på siden af Felixs bur, og lidt efter følger han trop. De gør lidt plads til hinanden, kvidrer lidt i fjerene på hinanden - og så skal der soves.

Det er måden hvorpå Felix så gladeligt sætter sig på min finger til trods for at Binnie sidder og kalder på ham. Jeg kan ikke en gang nusse ham på maven længere - så snart han ser min finger, løfter han den ene fod og er klar til at træde op. Han er utroligt lærenem. Allerede efter 14 dage er han helt tryg ved min hånd. Jeg kan bære ham ud af buret på en finger om morgenen, og sætte ham ind i buret på en finger ved nattetide. I starten sprang han af idét han nærmede sig lågen, men nu ved han at det er okay og ikke tegn på straf at komme ud og ind af buret. Rent faktisk virker han lidt overrasket, hvis jeg sætter ham fra mig inden jeg har kysset ham. Allerede forkælet i så ung en alder :)

Deres Første Møde

Dette billede blev taget den allerførste gang, de to skønheder mødte hinanden. Binnie er min lidt over 1 år 'gamle', smukke limegrønne pige, som du ser sidde på en pind udenfor buret, og min smukke Rainbow dreng, der sidder inde i buret. På dette tidspunkt har Felix været hos os i en lille uges tid og er kun en bette unge.

Binnie, som ellers er en MEGET forsigtig lille Dame (med stort D), sprang direkte over på hans bur og begyndte at snakke til ham. Havde hun kunnet, havde hun åbnet tremmerne og var kravlet ind til ham - så ivrig var hun. Og Felix virkede som om han var mere end bare almindeligt glad for at se hende. Noget af det første de gjorde, var at kysse hinanden - så ja, jeg vil mene at det første møde var "lykkeligt".